Debat og politik

Fællesskab om flammerne med Frivilligværket som fødselshjælper

Mad over Bål har fra starten været et af Mænds Mødesteders populære aktiviteter, med deltagere i alle aldre og med forskellig baggrund. Næste Mad over Bål er Søndagsfrokost på søndag den 18. november på Nordre Fælled ved Myretuen, hvor bålet tændes klokken 11.30. Fotokollage: Randers Netavis

Hvis man ikke lige vidste det, kunne det se ud som en flok gamle kammerater, der hygger sig omkring et bål – i gang med at tilberede den mad, som om lidt skal ind over flammerne.

Hyggen er go’ nok. Det er bålet også. Men de, der er samlet kender ikke hinanden i forvejen, og de har tilmeldt sig Mænds Mødesteder i Randers i håb om at etablere nye bekendtskaber og fællesskaber med aktiviteter for ligesindede voksne mænd.

Projektet Mænds Mødesteder i Randers gik sidste år fra idé til virkelighed i et tæt samarbejde mellem Frivilligværket og Randers Sundhedscenter, hvor Susanne Bækgaard fra sidstnævnte var blevet opfordret til at igangsætte en lokal afdeling af  Mænds Mødesteder i Randers.

– Frivilligværket var en oplagt samarbejdspartner på projektet, da de altid er parate til at sætte nye skibe i vandet, og Mænds Mødesteder er netop baseret på frivillighed, som er Frivilligværkets spidskompetence, siger Susanne Bækgaard fra Randers Sundhedscenter.

Hos Frivilligværket er man også begejstret for, at projektet nu er realiseret, og at der allerede er fuld gang i aktiviteterne.

– Heldigvis kunne TrygFronden lide vores ansøgning og bevilgede os pengene. Det er virkelig fantastisk, at de store fonde kigger til vores side. Jeg ser det som en blåstempling af vores arbejde, siger Louise Brown, der ser frem til at følge projektets foreløbige to års forløb.

Anders Møller Gade, der er ansat som deltidskoordinator, og har stået for hele opstarten af selve projektet, er både begejstret og stolt over at være en del af Mænds Mødesteder.

Har I ramt et behov, der ikke var en løsning på tidligere?

– Jeg vidste jo ikke, hvad der lå af tilbud tidligere, så jeg brugte første del af min tid som projektkoordinator på at mødes med foreninger og institutioner. Jeg kunne til min egen overraskelse konstatere, at behovet for et mandsfællesskab var ret stort, fortæller Anders Møller Gade.

– Efter vi er kommet igang med vores aktivitet “Mad over bål”, har jeg haft flere samtaler med deltagerne, og her har jeg hørt den samme sætning igen og igen. De siger uafhængigt af hinanden, at der ikke var noget tilbud, som lige ramte deres behov, men det, vi tilbyder i Mænds Mødesteder Randers, var netop det, de manglede.

Hvordan har Frivilligværket været en hjælp for jer?

– Det er i grunden ret enkelt. Hvis det ikke havde været for Frivilligværket, havde der ikke været noget Mænds Mødesteder i Randers. De har været primus motor i ansøgning til Trygfonden, som projektet Mænds Mødesteder i Randers er støttet igennem, og det er derfra midlerne til min ansættelse som projektkoordinator kommer fra. Så uden Frivilligværket ville Mænds Mødesteder i Randers ikke eksistere.

Hvordan ser du jeres fremtidige organisation og arbejde?

Det er ret håndribeligt. Vi har torsdag den 22. november stiftende generalforsamling i foreningen Mænds Mødesteder Randers. En foreningsstruktur med vedtægter og en bestyrelse giver Mænds Mødesteder Randers en organisatoriske rygrad, som muliggør at involvere flere aktive i det fremtidige arbejde samt at udvide vores aktivitetsniveau.

Kan og vil I fortsat trække på Frivilligværket som en ressource i fremtiden?

– Der er ganske enkelte så meget at hente på Frivilligværket. Der er slet ingen tvivl om, at vi vil bruge det, såfremt der er mulighed for det i fremtiden. Det ligger i andres hænder om den mulighed skal bestå. Men det vil betyde en markant forringelse i det daglige arbejde, hvis den viden, netværk og praktisk know how forsvinder. Og den slags er uundværlig og uvurderlig, slutter Anders Møller Gade.

Fakta om Mænds Mødesteder

Et Mænds Mødested er en selvstændig enhed, der samtidig er en del af et nationalt og internationalt netværk af mandefællesskaber.

Konceptet Mænds Mødesteder er udviklet og igangsat af Forum for Mænds Sundhed, der er et partnerskab, som arbejder for at skabe lighed i sundhed med fokus på mænds sundhed.

Grundtanken bag Mænds Mødesteder er inspireret af det Australske koncept Men’s Shed, som findes i flere lande rundt om i verden. Og lige som Mænds Mødesteder, er Men´s Shed også åbne fællesskaber for mænd

Mænds Mødesteder Danmark er også med i et internationalt samarbejde om at udbrede kendskabet til mandefællesskaber.

Læs mere om Mænds Mødesteder her.

Kommentarer