Debat og politik

Er det et “hold kæft bolche” fra Verdo om tilbagebetalling

Tirsdag i sidste uge blev Verdo ramt af en veritabel shitstorm på de sociale medier, da det blev kendt, at Verdo Varme A/S i årene 2000-2005 har opkrævet op imod 235 millioner kroner i forrentningsbidrag fra kunderne, uden på forhånd at have ansøgt eller fået tilladelse til det fra det daværende Energitilsyn.

I næsten en uge har både direktion og bestyrelse været meget fåmælt, og henholdt sig til, at sagen om opkrævningerne ligger mange år tilbage, samt at Forsyningstilsynets krav til Verdo, om at pengene skal betales tilbage, er anket til Energiklagenævnet.

Men efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde udsendte Verdo mandag en pressemeddelelse, hvor det blandt andet lyder:

“Diskussionen om varmepriserne vedrører perioden fra år 2000-2005, hvor Forsyningstilsynet har udtalt kritik af Verdos opkrævning. Verdo har indtil nu udsat tilbagebetalingen, fordi man afventede en anke af afgørelsen hos myndighederne. Men bestyrelsen og direktionen ønsker ikke, at der skal være nogen tvivl om, at selskabet altid varetager forbrugernes interesser bedst muligt. Derfor har de nu besluttet at trække anken af afgørelsen tilbage”.

I pressemeddelelsen lyder det endvidere:

“Nu har bestyrelse og direktion besluttet at påbegynde en tilbagebetaling hurtigst muligt. Tilbagebetaling til forbrugerne sker ved en reduktion af varmepriserne i de kommende tre år. For en husstand på 130 m2 med en gennemsnitlig varmeforbrug svarer det til ca. 2.200 kr. årligt, og for en lejlighed med et gennemsnitligt varmeforbrug svarer det til ca. 1.350 kroner årligt”.

Bestyrelsesformand i Verdo, Torben Bonde udtaler:

– I bestyrelsen ligger det os meget på sinde, at der ikke stilles tvivl om vores ståsted som et forbrugerdrevet selskab. Vi har derfor besluttet at påbegynde en tilbagebetaling af pengene hurtigst muligt.

Kattepine om tilbagebetaling

Med udmeldingen om at sænke varmeprisen de næste tre år, forsøger Verdo at komme kunderne i møde på den mindst smertefulde måde for selskabet – og måske også den eneste måde. Det kan nemlig være nærmest umuligt, hvis Verdo skulle fortage en reel krone-til-krone tilbagebetaling til de kunder, som for over 15 år siden er blevet opkrævet for meget. Nogle er måske flyttet, nogle er døde – og virksomhedslunder kan være fusioneret eller lukket.

Verdo fortæller i pressemeddelelsen, at varmeprisen for de fremtidige kunder vil blive reduceret med 1.350 – 2.200,- kroner hvert år i tre år. Men det vil på ingen måde være i størrelsesordenen på af 18.000 kroner, som hver af brugerne i 2000 – 2005 fik opkrævet for neget af Verdo.

I går kom det frem, at Forsyningstilsynet nu vil undersøge flere forhold i Verdo, herunder også selskabets usædvanlige bogføringsmanøvre, hvor 549 millioner kroner er ført op i moderselskabet, for derefter at blive lånt tilbage til Verdo A/S

 

Kommentarer