Randers By

En styrkelse af sundhedsvæsnet

Michael Aastrup Jensen, MF (V), valgt og bosiddende i Østjylland. Arkivfoto.

Af Michael Aastrup Jensen, MF (V), valgt og bosiddende i Østjylland.

Danmark har et godt sundhedsvæsen og det bliver endnu bedre. Med de ændringer af sundhedsområdet som netop er blevet præsenteret, så kommer patienten i langt højere grad i centrum.

Det kan lyde som en forslidt frase, men der følger både handling og penge med. Vi uddanner 2000 flere sygeplejersker, ansætter
flere læger og afsætter 8,5 mia. kr. til at skabe mere nærhed i sundhedsvæsnet.

Dertil kommer de initiativer vi har søsat de seneste år med forbedret kræftbehandling og en patientansvarlig læge, der skal
koordinere komplicerede behandlingsforløb, således at patienterne ikke oplever at blive tabt mellem to stole.

For mig er det vigtigt, at ændringerne betyder mere nærhed i sundhedsvæsnet. Langt flere behandlinger skal kunne klares lokalt. Det giver ekstra tryghed, samtidig slipper de ældre patienter for at skulle tilbringe alt for meget tid i trættende sygetransporter.

Endelig så styrker vi også akutberedskabet med flere akutbiler og lægehelikoptere. Det er med til at redde liv, når hjælpen kan være fremme hurtigt. Det skaber en større tryghed udenfor de store byer, når man ved, at hjælpen ikke behøver at være længere væk end den er i de store byer i myldretiden.

Jeg er glad for, at vi med det her forslag får fremtidssikret sundhedsvæsnet. Vi står overfor mange udfordringer, bl.a. fordi vi heldigvis lever længere end tidligere. Det er derfor vigtigt, at vi giver sundhedsområdet en overhaling mens tid er. Det kræver modige beslutninger, hvor vi tør kigge fremad.

Det burde der egentlig være enighed om på tværs af partierne, desværre så ønskede Socialdemokraterne ikke være med, men klamrer sig til en luftig plan om at man blot kan ansatte 1000 ekstra sygeplejersker. Den plan løser ikke meget, bl.a. fordi de ikke findes. Vi vil hellere en langsigtet plan, hvor vi skaber det nødvendige rum til at ansætte flere varme hænder samtidig med at vi uddanner mere sundhedspersonale.

Kommentarer