Harridslev

Dødvande i Harridslev projekt – 10 års arbejde måske spildt

Det er blandt andet denne jord, som »Kraftcenter Korshøj« i Harridslev har brug for. Ejer afviser at sælge. Foto: Randers Netavis.

Den fremskredne plan for det ambitiøse Kraftcenter Korshøj i Harridslev ser nu ud til at falde til jorden – helt bogstaveligt. Projektet er nemlig afhængig af et større areal til udlægning af nye fodboldbaner, men ejerne af de to tilstødende jorde afviser at sælge fra.

Den 30. marts kunne Randers Netavis fortælle, at Kjeld Moestrup, som er én af jordbesidderne, under ingen omstændigheder ønsker at sælge noget af sin jord til Randers Kommune.

Kjeld Moestrup sagde den gang, at der på hans ejendom foregår produktion, som er afhængig af et jordtilliggende, og så synes han ikke, at forløbet i processen har været for kønt.

– Det var ikke kønt, at byrådet med et meget snævert flertal tilbageførte 2,5 millioner, som først var bevilliget til Albæks klubhus, men pludselig skulle gå til Kraftcenter Harridslev, sagde Kjeld Moestrup.

Randers Netavis har også været i kontakt med den anden lodsejer Kaj Kristensen, som heller ikke vil sælge sin jord. Vi har talt med Kaj Kristensens hustru, som fortæller:

– For et par uger siden ringede en kvinde fra Miljø- & Teknikforvaltningen i Randers Kommune. Hun ville høre, om den besked, som vi og Kjeld Moestrup har sendt til kommunen, om at vi under ingen omstændigheder vil sælge, står ved magt. Og det gør den. Vi er ikke vendekåber, forklarer Dorthe Kristensen, som undrer sig over, at de først får en henvendelse fra kommunen, efter 10 års planlægning af Kraftcenter Korshøj.

– Min mands familie har haft jorden i 330 år, og han er 9. generation på gården, siger Dorthe Kristensen, som peger på, at en datter skal overtage gården efter dem.

– Så de får kamp til stregen, understreger Dorthe Kristensen.

Anders Buhl-Christensen (V) erkender, at projektet er afhængig af, at der kan findes jord

Anders Buhl Christensen (V) ønsker ikke at tilkendegive, om han eller Venstre er tilhænger eller modstander af ekspropriation af den nødvendige jord til Kraftcenter Korshøj i Harridslev.

– Hvordan det skal finde sted, vil jeg ikke blande mig i, erklærer Anders Buhl-Christensen, som mener, at projektet ikke er længere i processen, at man først må se, om folkene bag Kraftcenter Korshøj kan skaffe den nødvendige kapital.

– Situationen lige nu er, at der er en stor idrætsforening (SMIFF09, red.), som har et stort ønske om, at få samlet deres ting, og det er der så nogen i Albæk, der forsøger at lave benspænd for, siger Anders Buhl-Christensen, og tilføjer, at han ikke vil blande sig her midt i processen.

– Byrådet har vedtaget at hensætte midlerne, og yde dem til SMIFF09 med mulighed for at få søgt penge til deres projekt. Så må vi jo se om det lykkes, udtaler han.

– Det er sådan, at hvis de landmænd skal undgå at betale ejendomsavanceskat af deres jord, så skal byrådet erklære sig villig til at ekspropriere. Og det kan måske blive en del af en handel, erklærer Anders Buhl-Christensen.

Han vil dog ikke oplyse, om han og Venstre vil være tilhænger af ekspropriation i tilfældet med Korshøj Kraftcenter. Til gengæld opfordrer han borgerne til at sætte sig sammen, og tage en konstruktiv snak indbyrdes, for at finde en løsning på striden.

Kommentarer