Randers By

Diana fik sin handicapcykel. Tak til alle der bidrog!

Det var en glad Diana, der mandag fik sin eldrevne cykel, takket være en indsamling på initiativ af den medfølende randersborger Bo Karsten Pape.

Det var en glad og smilende Diana, som tog imod Randers Netavis i går mandag. Her modtog hun sin nye batteridrevne handicapcykel.

– Nu kan jeg endelig få mit liv tilbage, og igen være et selvstændigt menneske, som ikke skal være afhængig af mine venner og min søster, siger Diana Glad Jørgensen.

– Jeg kan igen besøge mine venner, og selv køre på indkøb, konstaterer hun.

Diana Glad Jørgensen er spastisk lammet, og har hele tiden haft en eldrevet handicapcykel. Men Randers Kommune nægtede at bevilge en ny, da den gamle gik i stykker.

Efter at Randers Netavis skrev om sagen, blev Diana Glad Jørgensen kontaktet af Bo Karsten Pape. Det skar ham dybt i hjertet, at en handicappet ikke kunne få den cykel, som er så vigtig for hende.

I slutningen af juni måned kom en afgørelse fra Ankestyrelsen. Den gik Diana imod, men kritiserede samtidig Randers Kommune.

På grund af afgørelsen startede Bo Karsten Pape en indsamling til en ny cykel til Diana. I løbet af fem dage var pengene i hus, og cyklen blev bestilt.

– Jeg vil gerne sige stor tak til jer alle, som har givet et bidrag. Jeg er så taknemmelig, og er dybt rørt over, at så mange har villet hjælpe. Tak alle sammen, siger Diana Glad Jørgensen, som vil give initiativtager til indsamlingen, Bo Karsten Pape en helt speciel tak.

Hun forklarer, at hovedparten af bidragene kommer fra personer i Randers Kommune, men der er stort set kommet bidrag fra hele Danmark.

Sagen om Diana Glad Jørgensen, som fik inddraget handicapcyklen, har vækket opsigt i hele landet.

Lokalt har byrådsmedlemmerne Bjarne Overmark (Beboerlisten) og Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) været involveret i sagen.

Det samme har medlem af Folketinget Mette Hjermind Dencker (Dansk Folkeparti). Hun har stillet spørgsmål til socialminister Mai Mercado.

Selvom Diana har fået sin cykel, så standser sagen ikke her. Kasper Fuhr Christensen vil efter ferien sende sagen til Folketingets Ombudsmand. Skulle Ombudsmanden stadfæste Ankestyrelsens afgørelse, er MF Mette Hjermind Dencker parat til at foreslå en ændring af lovgivningen, således at lovgivningen bliver ens i samtlige landets kommuner.

– Jeg håber Visitationen i Randers Kommune har en dårlig smag i munden, indskyder Diana Glad Jørgensen.

Så satte hun sig på cyklen. Hun havde ikke længere tid til at snakke med avisen.

– Nu skal jeg på indkøb, erklærede Diana.

Som ingenting susede hun op ad en stejl bakke, mens hun med et stort glad smil vinkede, og råbte hej hej!

Og væk var hun.

Kommentarer