Debat og politik

Debat: Unik kulturarv skal tilbage på finansloven

Af Michael Aastrup Jensen, Udenrigsordfører (V), Charlotte Bromann Mølbæk, kulturordfører (SF), Jan Petersen, Borgmester i Norddjurs Kommune.

Gl.Estrup er et af de få nationale museer uden for København, der er af vital national betydning.

Udover at være et af de 20 mest besøgte kulturhistoriske museer i Danmark, bedriver museet også forskning i livet og historien på de danske herregårde. Herregårdene har gennem mange hundrede år været arbejdsplads for tusindvis af arbejdere, der har knoklet fra morgen til aften for at få høsten i hus. Herregårdsmuseet formidler dermed også et unikt stykke dansk arbejderklassehistorie, om livet på landet og de kår en stor del af Danmarks befolkning var underlagt. Det er et perspektiv som er vigtigt at have med, men som man ofte glemmer.

Herregårdene var ikke kun rigdom og velstand, men også hårdt arbejde og slid for de mange landarbejdere. Gl.Estrup kan derfor med rette anses for at være et museum af stor national betydning, der både levere levende formidling og forskning, om flere aspekter af livet på herregårdene. Derfor giver det rigtig god mening at museet endnu en gang får et driftstilskud, ikke mindst fordi museet har tæt på 100.000 besøgende om året. Dertil kommer museets skoletjeneste der hvert år har mange besøg, samt museets indsats for børn med særlige behov. Til både skolebørn og besøgende formidler man et vigtigt stykke af den danske arbejderhistorie.

Gl.Estrup er vigtig for Norddjurs Kommune
De mange besøgende betyder dog ikke at man har en stor kassebeholdning. Det er dyrt at varme en gammel herregård op, og samtidig er der som på andre slottet, herregårde og borge et stort behov for løbende renovering. Derfor bruges en del af driftstilskuddet også på medarbejdere der løbende søger fonde, der muliggøre vedligeholde, investering og forskning. Med andre ord får man altså meget værdi for det relativt beskedne driftstilskud. Samtidig ligger Gl.Estrup ikke i en af de store byer, men er med til at trække turister til en del af Danmark, hvor turismen er en vigtig del af indkomstgrundlaget. Norddjurs Kommune satser i disse år på at kunne tiltrække flere turister, og det indebærer at man også kan tilbyde en bred buket af kulturelle tilbud. Derfor må man også tolke regeringens udspil, som et direkte angreb på Norddjurs Kommunes muligheder for at tiltrække turister samt muligheden for at have forskning af høj kvalitet.

Driftstilskuddet er også med til at skabe arbejdspladser i et af Danmarks smukkeste landdistrikter, hvor man kæmper for at fastholde arbejdspladser og kulturelle fyrtårne. Der er altså mange gode argumenter for, hvorfor Gl.Estrup fortsat skal have driftstilskud og meget få argumenter for hvorfor de ikke skal. Derfor håber vi også, at man fra regeringens side er villige til at forlænge det midlertidige driftstilskud og holde hånden under Danmarks kulturarv. Det er i al sin enkelthed et udtryk for manglende prioritering af et Danmark i kulturel balance, når man kan se kulturministeren kaste en økonomisk redningskrans til spillestedet Montmartre i København, mens en vital del af dansk historie- og kulturarv fravælges i finanslovsudspillet. Et godt og veldrevet museum som Gl.Estrup, skal nu igen lægge sin skæbne i hænderne på lokale folkevalgtes vilje til at kæmpe for deres hjemstavns attraktioner, og det er ganske enkelt urimeligt.

Kommentarer