Debat og politik

Debat: Ret til tidlig pension til alle nedslidte danskere

For mange mennesker er det nødvendigt, at indtage smertestillende medicin for at kunne klare sig igennem arbejdsdagen.

Det er uværdigt og derfor skal nedslidte have ret til at trække sig tilbage, således at de sidste år på arbejdsmarkedet ikke udvikler sig til et smertehelvede.

Derfor har Venstre sammen med bl.a. Dansk Folkeparti og Radikale fremlagt et forslag til, hvordan alle nedslidte får ret til en ordentlig pension.

Med vores nye seniorpension vil en nedslidt kunne få 18.900 kr. om måneden. Til sammenligning har Socialdemokratiet foreslået at give nedslidte danskere 6.300 kr. om måneden. Socialdemokraternes forslag er ganske enkelt at gøre grin med dem, der kæmper en daglig kamp for at kunne klare sig igennem en opslidende og smertefuld arbejdsdag på f.eks. landets byggepladser.

For mig er det helt afgørende, at alle nedslidte får ret til en værdig pension. Derfor har vi en robust finansiering på plads. I første omgang regner ved med at 17.000 vil tage imod tilbuddet, men skulle der være flere som er nedslidte, så er vi klar til at finde finansieringen. Det er i klar modsætning til den ordning som socialdemokraterne har foreslået. Her er der kun finansieret til at 2850 kan gå på tidlig pension. Hvem det i så fald skulle være, ja det svar blæser også i vinden. Ærligt talt, så må Socialdemokraterne være klar over, at der er flere end 2850 personer som er så nedslidte, at de har behov for at forlade arbejdsmarkedet. Desværre så er det eneste svar fra hovedudfordreren til statsministerposten intet andet end et politisk stunt renses for indhold og finansiering.

For mig er det vigtigt, at man hurtigt og effektivt kan få tildelt seniorpension, hvis man har behov for det. Derfor er der en del af aftalen, at tildelingen af en seniorpension sker på grundlag af helbredsmæssige oplysninger. Samtidig kommer der til at være en ensartet administration af ordningen, således at det ikke er postnummeret, der afgør, om man får tildelt seniorpensionen.

Det er ingen hemmelighed, at det er vigtig for den fremtidig finansiering af velfærdssamfundet, at vi bliver længere tid på arbejdsmarkedet – dog kun hvis man rent faktisk kan arbejde. Hvis man derimod er rask og rørig, så skal der være en kontant bonus for at blive nogle ekstra år på arbejdsmarkedet og dermed udskyde golfbanen, sommerhuset eller det ekstra grundige havearbejde. Vi foreslår derfor, at forhøje den skattefri seniorpræmie, vi indførte i forbindelse med finansloven for 2019, til 42.000 kr. Det sikrer, at det bliver mere attraktivt for raske seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet. Når flere raske seniorer arbejder lidt længere tid, får vi bedre råd til at hjælpe de danskere, der er nedslidte.

Kommentarer