Randers By

Debat: Farvel til solidariteten?

Ejvind Clemmensen. Pressefoto.

Af: Ejvind Clemmensen

Socialdemokraterne har for nylig indgået et budgetforlig med Venstre og Dansk Folkeparti, og det er ikke et kønt forlig. Jeg står fuldstændigt uforstående over for de prioriteringer, som mit gamle parti, Socialdemokratiet, foretager i dette budget.

I alle de år, jeg var medlem af Socialdemokratiet, og i min tidligere rolle som LO-formand, har velfærdsområderne og ansattes forhold altid haft højeste prioritet.

Vi indgik ved to lejligheder samarbejdsaftaler mellem LO, Socialdemokratiet og venstrefløjen for at sikre, at velfærdsområderne og de ansattes forhold blev prioriteret. Vi havde i LO et godt samarbejde med den tidligere socialdemokratiske borgmester, der lyttede til de faglige organisationer, når de kommunale budgetter skulle vedtages. Ikke sådan forstået, at budgetterne ikke indeholdt vedtagelser, som vi i fagbevægelsen stillede os uforstående overfor. Men de indeholdt samtidig nogle goder og forbedringer, blandt andet på personalesiden, som gjorde de svære beslutninger lettere at sluge.

Dengang kom venstrefløjen tit med urealistiske krav. Men modsat dengang stillede venstrefløjen til dette års forhandlinger ikke krav om urealistiske økonomiske dispositioner. Fra både SF, Beboerlisten, Velfærdslisten, Enhedslisten og Radikale Venstre var kravet blot, at nedskæringerne på velfærdsområderne skulle droppes. Man krævede ikke urealistiske milliarder til velfærdsforbedringer, man krævede ikke tusindvis af nye offentligt ansatte. Man krævede blot, at de velfærdsområder, som dagligt benyttes af de lokale lønmodtagere og deres familier, blev fritaget for flere besparelser, og at de ansatte i kommunen ikke
skulle sige farvel til endnu flere kollegaer.

Da Socialdemokratiet vedtog deres kommunalpolitiske program, var jeg enig. Nu var det tid til at prioritere velfærden og medarbejderne. Men mit gamle parti prioriterede i stedet at lytte til arbejdsgiverne og de arbejdsgivervenlige partier. De ville hellere alliere sig med de borgerlige end med venstrefløjen. De havde større forståelse for arbejdsgivernes krav om, at skatten ikke måtte stige end fagbevægelsens krav om, at velfærden og de ansatte skulle prioriteres – også selvom det betød en lille skattestigning.

Jeg opfatter mig stadig som socialdemokrat, også selvom jeg ikke længere er medlem. Men mit gamle parti har forladt det fundament, som det historisk har stået på. Et solidarisk velfærdssamfund. Nu vil man tydeligvis kun være solidarisk med dem, der ikke ønsker solidariteten. Det er trist.

Kommentarer