Debat og politik

Debat: En nødvendig beslutning at aflive minkene

Debatindlæg af:
Malte Larsen, Medlem af Folketinget for S – valgt i Østjyllands Storkreds. 

Mink over hele landet er blevet slået ned af hensyn til sundheden. Det er ufatteligt trist for minkavlerne, som ser hele deres livsgrundlag smuldre væk, og de har min dybeste sympati. 

Men aflivningerne er nødvendige. I risikovurderingen fra Statens Serum Institut står det klart, at en fortsat minkavl under epidemien indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder effekten af kommende vacciner. En lang række eksperter bakker op om regeringens beslutning om at aflive minkene, bl.a. epidemiolog og professor i folkesundhedsvidenskab fra RUC, Lone Simonsen, som slår fast, at vi allerede har set én farlig mutation, og at den sagtens kan mutere igen. Det eneste ansvarlige er således at aflive alle mink.

Når det er sagt, så tror jeg, at vi alle føler et stik i hjertet, når vi ser billeder af de minkavlere, der har aflivet deres dyr. Samtidig skal lyde en stor ros til branchen, der i meget høj grad har forstået situationens alvor og har samarbejdet om aflivningen af minkene, – også selvom der ikke var lovgrundlag til at forlange samtlige dyr aflivet.

Lovgrundlaget er nu på vej, og heldigvis hører vi ikke nogle partier sige, at det ikke nødvendigt med aflivningen af minkene. Derfor skal vi også have fokus på kompensation til minkavlerne. Minkavlerne skal omstille sig til et andet arbejdsliv, end de havde regnet med. Derudover er vi nødt til at kompensere for værdien af dyrene samt produktionsapparatet, der ikke kan anvendes i en rum tid fremover. I skrivende stund forhandles der, og som jeg forstår det, er alle interesserede i at lande en god aftale. 

Rigtig mange brancher er blevet ramt af restriktioner siden pandemiens udbrud, og det er hårdt for alle virksomhedsejere, organisationer og deres familier. Mange har desværre også mistet deres arbejde. Nogle arbejdspladser vender ikke tilbage og mange mennesker må også omstille sig til et nyt arbejdsliv. Men regeringen er nødt til at handle resolut for at begrænse smitten. Vi ser i flere lande tæt på os, at der i denne tid indføres alvorlige restriktioner såsom udgangsforbud. Det skal vi gøre alt for at undgå i Danmark, og derfor må der tages de nødvendige beslutninger – også når det gør ondt.  

Kommentarer