Læserbrev af Anders Burlund spidskandidat Liberal Alliance Randers, R. Hougårdsvej 66, Randers SØ.  

Politik handler langt hen ad vejen om prioriteringer. Nogle ønsker flere varme hænder, andre at bruge pengene på kunst og kultur. Uenigheder er der mange af.

Nu står et af områdets store attraktioner og vartegn, Gl.Estrup – Herregårdsmuseet, i økonomiske vanskeligheder. Det sker, fordi man på finansloven ikke har forlænget en midlertidig bevilling, og det betyder nu, at museet mister 800.000 kroner i statsstøtte. Direktøren på Gl.Estrup har endda været ude at sige, at murstenene snart falder sammen, og herregården kollapser, hvis ikke pengene findes andetsteds.

Så galt står det næppe til, men jeg kan godt forstå, at man som leder reagerer kraftigt, når man mødes med nedskæringer. Det er en naturlig reaktion.

Det er her, de politiske prioriteringer og uenigheden kommer ind. Jeg er uenig i, at Gl. Estrup og andre kulturinstitutioner blindt skal tildeles støttekroner, når resten af staten må spare. For når daginstitutioner, plejehjem, skoler og handicappede underlægges besparelser, er det kun fair, at kulturen også spænder livremmen ind. Jeg vil langt hellere bruge de 800.000 kroner på tre fultidsansatte sosu’er, flere pædagogtimer, lærertimer eller på at give tilskud til, at handicappede kan komme på ferie med en medhjælper. Det er nemlig en af de opgaver, velfærdsstaten skal løse, mens kunst og kultur er ting, vi kan løse.

Gl. Estrup er som kulturinstitution et godt eksempel på, at man kan drive museum for andet end offentlige tilskudskroner. Således er man på Gl. Estrup enormt god til at søge private fonde og derigennem få medfinansiering på en stor del af sin forskning, formidling og drift. Mange kulturinstitutioner kunne lære af Gl. Estrup og måden, de driver deres museum på. Fra politisk side burde man lave en langt mere lempelig skattelovgivning, hvad angår kulturfonde og støtte til museer, kunst og kultur. For Gl. Estrup ville det betyde, at man blev belønnet for det hårde arbejde, man gør så godt, modsat andre kulturinstitutioner, der lever af offentlige støttekroner.

Dermed ville man vise, at for dem, der kan og vil en anden vej end de offentlige støttekroner, også er en belønning i sidste ende. Vi skal væk fra systemet, som det er nu, hvor skiftende regeringer håndplukker, hvad de synes er ”rigtig” kunst eller kulturarv. Sætter man kulturen mere fri og skaber rammer rundt om kulturen, hvori den kan blomstre frem for blindt at trække den til tilskudstruget, så får vi et friere og langt mere ligeværdigt kulturliv i Danmark.