Ø. Bjerregrav

Én dags succesfuld sportsfest i Øster Bjerregrav

Se billedserie Percussion Play havde stillet deres udendørs musikinstrumenter op til fri afbenyttelse under sportsfesten. Fremsendt foto

Der blev kun festet én dag. Til gengæld var der fuld gang i den fra morgen til aften, da Øster Bjerregrav lørdag 18. juni holdt sportsfest.

Som noget nyt blev sportsfesten i Øster Bjerregrav afviklet på én dag – et koncept, der først og fremmest skulle koncentrere den frivillige indsats, så der ikke blev trukket for store veksler på de efterspurgte kræfter. Efter en veloverstået Sportsfest lørdag 18. juni kan arrangørerne konstatere, at strategien var rigtig.

– Når vi nu kan reflektere over den måde at holde byfest på, må vi sige, at det blev en kæmpe succes. Vi havde en fremragende fest, fortæller Benjamin Sørensen fra initiativgruppen bag den nye korte men koncentrerede byfest.

Bold og mere bold

Dagen startede med Ko-cup – et håndboldstævne for børn, med tilmeldte fra hele lokalområdet. I alt 150 børn kæmpede med håndbolden til Ko-cup.

Ved middagstid begyndte firmafodboldturneringen.

– Som altid var der gang i den, både på banen og ved fadølsanlægget. De halvtunge familiefædre forstod at støtte op om både arrangementet og boldklubben, oplyser Benjamin Sørensen.

Om eftermiddagen fortsatte sportsfesten med endnu mere bold. Denne gang stod den på høvdingebold, som også er et fast tilbagevendende indslag, når Øster Bjerregrav fester.

– Høvdingebolden blev afgjort i en forrygende finale mellem Fitnisserne og Bjerregrav Boxers, et hold bestående af børn i 20-12-års alderen. Da børnene forstod at optræde mest professionelt, løb de meget fortjent af med sejren, fortæller Benjamin Sørensen.

Pandekager og musik

Om aftenen satte man punktum for de sportslige udfoldeleser og gik over til den mere tilbagelænede afdeling med pandekagefest for hele familien i hallen. Senere blev stod den på musik og dans.

Sideløbende med boldkampene var der det meste af dagen mulighed for at prøve instrumenter fra firmaet Percussion Play, der producerer udendørs musikinstrumenter. Initiativtagerne til Øster Bjerregravs omfangsrige aktivitetspark, som der i øjeblikket arbejdes på og samles ind til, overvejer nemlig at placere nogle udendørs musikinstrumenter i parken. Instrumenterne blev taget godt imod af børn og voksne, der hele dagen igennem flittigt benyttede sig af muligheden for at klimpre en udendørs melodi.

En dejlig dag, der kun blev mulig på grund af de frivilliges indsats, konstaterer Benjamin Sørensen.

– Uanset om festen varer flere eller én dag, så er det allervigtigste for en god fest, at de frivillige igen og igen stiller op og tager fat. En boldklub i en mindre by kan ikke eksistere uden en støtteforening og de fantastiske frillige kræfter, som følger med, understreger han.

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

 

Kommentarer