Foreningsnyt

Cyklistforbundet: Gør en forskel i dit lokalområde

Det skal være nemmere at være cyklist i lokalområderne i Danmark. Det mener Cyklistforbundets, som netop har udgivet en frivillighåndbog om bedre betingelser for cyklister i alle aldre.

Bør der være flere og bedre cykelstier? Er skolevejene for usikre for børn at cykle til skole? Det kan cyklistforeninger få hjælp til med lokale initiativer og finde inspiration i Cyklistforbundets frivillighåndbog.

Cyklistforbundet har samlet inspiration og gode råd om frivilligt, lokalt arbejde for cykelsagen – hvad enten det er som enkeltperson, som en lokal borgergruppe eller som del af en lokalafdeling i Cyklistforbundet.

Forbundet peger selv på en række indsatsområder:

• Hvordan får vi etableret cykelstier i de smalle, stærkt trafikerede gader og på bystrøget?

• Hvordan kan man cykle til vigtige turmål i byer med gågader, uden at det går ud over fremkommeligheden?

• Hvordan kan vi få gjort børnenes skoleveje bedre, end de er i dag?

• Hvordan får vi anlagt grønne stier (cykelstiruter) ud til de rekreative områder?

• Hvordan får vi bedre cykelparkering ved tog- og busterminaler, ved indkøbscentre og andre offentlige steder?

Interesseorganisationen peger også på, at det er værdifuldt at have en god og konstruktiv kontakt til kommunens forvaltning og politikere. Det gør det nemmere at pege på udfordringer og byde ind med løsningsforslag. I bund og grund handler det om at påvirke med konkrete forhold og den langsigtede planlægning.

– Det er vigtigt at påvirke arbejdet i kommunens planafdeling direkte. Som regel bliver kommuneplanen fremlagt til høring inden den endelige vedtagelse. Bed om at få dem tilsendt eller find den på kommunens hjemmeside. Læs planen og kommentér skriftligt, lyder det fra Cyklistforbundet.

Mange kommuner har et lokalt trafiksikkerhedsråd. Hvis ikke Cyklistforbundet allerede har en plads i det råd, kan det være en god ide at arbejde for, at cyklisternes stemme bliver repræsenteret her.

Cyklistforbundets idékatalog indeholder temaer og viden om god cykelparkering, trygge cykelstier, børnecykling og meget andet skrevet af blandt andre Cyklistforbundet, som man kan bruge i arbejdet for gode cykelforhold i sit lokalområde og i sin kommune. Gå til idékataloget

Kommentarer