Samfund

Cyklister fejrede Store Cykeldag

I dagens anledning skød Jonas Dahl, direktør for Regionshospitalet, løbet af med en gul ballon i stedet for med en startpistol.

Danmarks smukkeste cykelløb, Gudenåløbet, tiltrak mange aktive pedalatleter, der var med til at fejre cykeldagen i naturskønne omgivelser rundt om Gudenåen søndag den 11. juni.

Gudenåløbet rullede for femte år i træk, og det var hospitalsdirektør for Regionshospitalet i Randers, Jonas Dahl, der skød løbet i gang:

– At Gudenåløbet finder sted på Store Cykeldag er jo fantastisk. Det er en god lejlighed til at lokke både børn, ældre, kollegaer og familien med ud på en tur på jernhesten. Den motion, man får på en cykeltur, er vigtig både i forhold til formen, men også vores helbred og velbefindende. Derfor bakker jeg op om arrangementet, sagde Joans Dahl.

De mange cyklister trådte i pedalerne langs en 27 kilometer lang rute, der både bød på stigninger og flade strækninger.

Fortræning til Bornholmertur

Jan Houmann Mortensen og datteren Frida.

Flere af deltagerne deltog i løbet for første gang. Det gjaldt blandt andet Jan Houmann Mortensen, der havde overtalt sin datter Frida på 12. år til at deltage i Gudenåløbet, fordi hun skal til Bornholm efter sommerferien sammen med sin klasse. Her skal eleverne cykle rundt til øens seværdigheder. Han mente derfor, at hans datter kunne bruge Gudenåløbet til at komme i god cykelform:

– Jeg elsker at cykle, og det har været sjovt, selvom nogle af bakkerne har været lidt hårde at komme op ad. Jeg har desuden aldrig cyklet så langt, så nu er jeg mere klar til cykelturene på Bornholm, sagde Frida Mortensen.

Fakta

Gudenåløbet ruller hvert år den anden weekend i juni måned. Løbet er arrangeret af Randers Cykelby og idrætsklubben IFA i Stevnstrup.

Kommentarer