Debat og politik

Cykelstier for 16 millioner kroner til halv pris

Debatindlæg af Jens Peter Hansen. Medlem af Randers byråd for Venstre.

Finansloven 2021 må få enhver byrådspolitiker, der vil forbedre fremkommelighed, øge borgernes sundhed og fremme grøn omstilling til at smile glad. Måske skyldes smilet især udsigten til ude i forsamlingshusene under den kommende kommunalvalgkamp, at kunne fortælle borgerne, og de nu langt om længe får de cykelstier, som rigtig mange ønsker sig, så de og deres børn trygt og sikkert kan tage (el)cyklen ind til Randers.

I finansloven er der nemlig for 2021 afsat hele 150 mio. kr. som tilskud til kommuner, der anlægger cykelstier. Staten betaler halvdelen, hvilket betyder, at vi kan få dobbelt så meget cykelsti for vore sparsomme anlægskroner. 

Derfor vil det være godt købmandskab at anlægge flest mulige cykelstier i 2021. Desværre er der blot 2 mio. kr. på budgettet til cykelstier. Heldigvis har vi også 6 mio. fra puljen ”diverse vejprojekter” at gøre godt med. Tilbage i maj 2020 foreslog forvaltningen, at disse 6 mio. skulle bruges til buslommer, venstresvings baner og et lyskryds. Byrådet har dog endnu ikke besluttet disse anlæg.

Med finanslovens ”cykelstier til halv pris” har forudsætningerne ændret sig. Så mon ikke der på byrådsmødet den 18. januar vil være politisk flertal for at lægge de 6 mio. til de 2 mio., så vi kan søge om cykelsti projekter for i alt 16 mio.

Dermed sætter vi handling bag ordene i mobilitetspolitikken, som 30 byrødder sagde ja til for tre måneder siden. I mobilitetspolitikken fortæller vi, at fremtidens trafik- og transportsystemer skal etableres på en sådan måde, at der tages hensyn til en reduktion af den miljømæssige belastning fra trafikken, befolkningens sundhed og emissioner af CO2, partikler m.v.

Kommentarer