Kultur

Corona-fugle gav penge til kræftramte børn

"Corona-fugle” har givet et beløb på 2.755 kr. til kræftramte børn ved auktion på Højriis i Dronningborg. Fotos: Kurt Helge.

Kræftens Bekæmpelses initiativ med at kreere ”Corona-fugle” har givet et beløb på 2755 kr. til kræftramte børn.

Fuglene blev solgt på auktion i forbindelse med et arrangement på Højriis i Dronningborg, hvor kunstnergruppen 7-9-13 holdt udstilling.

”Corona-fuglene” er opfundet af kunstnerne Hanne Kock fra Galleri-Randers og Hanne Falk, der tillige er en initiativrig projektmager for Kræftens Bekæmpelse. De to fik et samarbejde med Jennumparkens Fritidshjem, hvor børnene sammen med lederen Birgitte Kaas Sørensen fabrikerede fantasifulde fugle, der blev solgt på auktion med Ole Wind som en munter ”coronarius”.

Pengene skal bruges til et særligt arrangement i samarbejde med Hospitalsklovnerne i Randers.

Ved arrangementet på Højriis havde børn fra Kristrup skole også lavet ”corona-fugle”, der ligesom de øvrige med eller uden fjer kom til at lyde navnene Connie og Curt.

Fuglene fra Kristrup dekorerede haven ved Højriis, hvor også Jennumsparkens Kor optrådte i corona-teltet, mens kunstnerne fra 7-9-13 primært holdt deres værker indendøre.

 

 

Kommentarer