Debat og politik

Christian Brøns officielt valgt som Venstres borgmesterkandidat

Ved Venstre Kommuneforenings generalforsamling tirsdag aften, blev Christian Brøns, 27 år, som forventet valgt som partiets nye spidskandidat, og dermed partiets udfordrer til borgmesterposten ved næste kommunalvalg i 2021.

Trods den unge alder er Christian Brøns på ingen måde u-erfaren.

Den politiske interesse startede i en ung alder, og som 17-årig elev på la Cours Skole i Randers, meldte Christian Brøns sig ind i Venstres Ungdom, faktisk dagen efter kommunevalget den 20. november 2009. Som nyt medlem i VU var han fra starten både engageret og aktiv, og fik efterhånden mod på mere politik.

Fire år senere i 2013, stillede Christian Brøns op til kommunevalget, og var nummer 10 på listen over Venstres kandidater. Ved valget fik han 394 personlige stemmer, hvilket rakte til en 7. plads og han fik dermed et sæde i byrådet.

Ved det seneste kommunalvalg i 2017 stillede han op igen, og Christian Brøns opnåede 688 stemmer, hvilket denne gang var det tredjehøjeste stemmetal blandt Venstrekandidaterne, kun overgået af Claus Omann Jensen med 4.688 stemmer og Louise Høeg med 862 stemmer.

Kandidatvalget lå i kortene

Allerede for en måned siden pegede Venstres Kommuneforening officielt på Christian Brøns som ny spidskandidat for partiet, og på tirsdagens generalforsamling var der som forventet heller ingen modkandidater. Christian Brøns kunne derfor gå på talerstolen for at motivere sit kandidatur, hvorfra han blandt andet sagde:

– Jeg er taknemmelig over den tillid, I har vist mig, og jeg er bevidst om, at den opgave, der venter er svær, men også, at hvis vi står sammen og trækker på samme hammel, så kan vi løse opgaven og male Randers Kommune blå igen.

– Vi i Venstre har tidligere vist, at når vi sidder på borgmesterposten, og har de afgørende mandater, så bringer vi Randers Kommune i bedre form, i fremdrift og skaber kort sagt en kommune, der er bedre rustet til fremtiden.

Herefter mindede Christian Brøns om en række af beslutninger, hvor Venstre har sat sine fingeraftryk på udviklingen. Blandt andet nævnte han nye boliger og erhvervsudvikling i Sporbyen Scandia, Kassernearealet, Thors Bakke, Søren Møllers gades skole, mfl.

– Rettes blikket udenfor vores by, så har vi vores byudviklingsprojekt i Munkdrup og omegn, som skal bringe os tættere på Aarhus og tilbyde boliger i naturskønne omgivelser, der har let og hurtig adgang til Skejby og Aarhus. Nye boliger er på vej i blandt andet Harridslev, Stevnstrup, Havndal og Langå. Fordi vi i vores parti altid har været optaget af, at udviklingen ikke skal stoppe på den anden side af Randers-byskilt, fortsatte han.

Christian Brøns kom også ind på Byen Til Vandet, og de nuværende trængselsproblemer på Randers-bro.

– Det skal være attraktivt at bosætte sig her i Randers. Derfor skal vi skabe gode boliger i by og i oplandet. Vi har en fantastisk og unik natur lige udenfor vores hoveddør, som mange andre kommuner kun kan være misundelige på. Det skal vi blive bedre til at udnytte og fortælle. Vi skal være åbne for investorer, som ønsker, at sætte deres præg på byudviklingen i kommunen, så vi kan skabe en mere spændende kommune end den, vi kender i dag.

– Vi ved, at vi som kommune har en række strukturelle udfordringer. Der er mange randrusianere, der har et lidt lavere uddannelsesniveau, et lavere indtjeningsgrundlag og er en smule usundere end gennemsnittet. Det skal vi lave om på. Som byråd har vi ikke råd til at løse alle kommunens problemstillinger, derfor er vi nødt til at investere i forebyggelse, sætte tidligt ind overfor vores yngste medborgere, så vi fremadrettet har færre udfordringer og de kommende generationer har flere og bedre muligheder.

– Som jeres borgmesterkandidat lover jeg at gå dedikeret til opgaven. Arbejde alle ugens dage, 365 dage om året for at målet kan nås. Nu begynder opgaven for vores parti i forhold til at udfærdige den politik og det valgprogram, som skal være klar til valgkampen i 2021, samtidigt med, at det rigtige hold skal samles, så vi står stærkest muligt til valgkampen.

Efter talen fik Christian Brøns en længerevarende stående applaus.

Christan Brøns er 27 år og studerer til lærer i Aarhus. Han bor i midtbyen i Randers, sidder i byrådet og er medlem af økonomiudvalget, socialudvalget og beskæftigelsesudvalget, hvor han er næstformand. Derudover er han medlem af handicaprådet.

Kommentarer