Debat og politik

Byrådskollegaer driller DF efter partiballade

Tirsdag rullede der hoveder i DF, da fire bestyrelsesmedlemmer brød de interne retningslinjer om, ikke at kritisere partifæller i pressen. I andre politiske partier blev lejligheden brugt til at kritisere DFs håndtering af sagen på Facebook.  

Der var stort drama i Danske Folkepartis lokale afdeling i Randers, da fire bestyrelsesmedlemmer brød partiets interne retningslinjer ved offentligt at rette en skarp kritik imod partiets tre byrådsmedlemmer; Frank Nørgaard, Morten Grosbøl og Susanne Nielsen.

– Normalt er det sådan, at hvis man går i pressen og kritiserer sit partis byråds-, folketings- eller regionsrådsmedlemmer, så ryger man ud af partiet, udtalte Frank Nørgaard i den forbindelse.

Dramaet endte da også med, at to af “ballademagerne” Kenneth Troelsen og Pia Nyholm forlod partiet, mens Nina Kristensen og Lars Krogsdorf fortsætter som menige medlemmer.

Demokratisk underskud 

På Facebook var flere kollegaer i de andre politiske partier ikke sen til at bruge lejligheden til at drille Dansk Folkepartis med håndteringen af sagen.

– Hvis jeg havde et bagland, der ville gå på grund af min opførsel, så ville jeg være noget mere ydmyg i forhold til at lytte og samarbejde – for sammen er vi stærkere. Vi valgte politikere skal huske en ydmyghed overfor dem, der har valgt os, formand for SF i Randers, Charlotte Broman Mølbæk, blandt andet på Facebook, hvor hun også kaldte DF håndtering af sagen for “demokratisk underskud”.

Jens Peter Hansen, der er byrådsmedlem for Venstre i Randers Kommune, kritiserede også Dansk Folkepartis lokale partiledelse  på Facebook, hvor de fire nu tidligere bestyrelsesmedlemmer i DF samtidig fik rosende ord med på vejen.

– Havde fornøjelsen af at møde “de formastelige” ved den tværpolitiske julefrokost på McAle, og kunne konstatere, er her blev der spillet ind med kvaliteter, som jeg normalt ikke oplever hos DF, skrev Jens Peter Hansen, der er byrådsmedlem i Venstre. 

Julefrokost for den gode tone

En af uenighederne bestyrelsesmedlemmerne og byrådsgruppen imellem, var den tværpolitiske julefrokost arrangeret af SF og Det Konservative Folkeparti, der havde til formål at skabe en bedre tone i Randers byråd. Her deltog flere af bestyrelsesmedlemmerne, men ingen fra byrådet.

– Sådan helt ude af kontekst vil jeg bare lige sige, at hvis man er medlem af Liberal Alliance Randers, så må man deltage i alle de arrangementer man vil. Man skal selvfølgelig huske, hvilket parti man repræsentere og hvad grundværdierne er, men man er velkommen til at være uenig i en sober tone, uden at man risikere at blive hængt ud af vores ledelse, skrev formand for Liberal Alliance i Randers, Jesper Bræmer.

Mikael Firlings Mouritsen, som er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Randers Kommune, kom med denne bredside retter imod DF-formand Frank Nørgaard.

– Sjovt at Frank Nørgaard gerne vil bestemme om private virksomheder skal støtte den korte avis og opfordre herefter til boycot af virksomhederne, fordi de fortæller, hvorfor de stopper annonceringen, når hans egen bestyrelse ikke må sige noget offentligt uden det medfører eksklusion.

Kan du lide, hvad du læser ? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

Kommentarer