Debat og politik

Byrådet holder næste møde over Skype

Når der mandag den 27. april er byrådsmøde, vil byrådssalen være tom. For første gang nogensinde mødes byrådet nemlig ikke fysisk. I stedet foregår mødet over Skype, og det hele bliver livestreamet, så alle interesserede kan følge med.

Det kommer til at foregå i en noget uvant form, når Randers Byråd holder møde mandag den 27. april. Godt nok er der som normalt en dagsorden med sager, som politikerne skal tage stilling til. Men for første gang nogensinde bliver mødet holdt uden, at byrådsmedlemmerne mødes fysisk. I stedet vil mødet foregå over Skype.

– Det er afgørende for Randers Kommunes udvikling, at byrådet har mulighed for at holde møde. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fundet en model, hvor vi trods den nuværende situation kan drøfte og tage beslutninger i vigtige sager – siger Torben Hansen, der er borgmester i Randers Kommune.

Mødet bliver livestreamet
Når mødet går i gang, sidder de 31 medlemmer af Randers Byråd klar hjemme bag skærmen, og undervejs bliver mødet livestreamet på Randers Kommunes hjemmeside, så alle interesserede kan følge med.

Selve afviklingen af mødet vil på mange måder være den samme som i byrådssalen med debatter og afstemninger. Dog vil der være færre teknologiske hjælpemidler til fx at holde styr på afstemningsresultater og de enkelte byrådsmedlemmers taletid.

– Det bliver et anderledes byrådsmøde, og det kan godt være, at både tilhørere og byrådsmedlemmer nogle gange må væbne sig med lidt tålmodighed. Men vi vil selvfølgelig forsøge at få det til at fungere bedst muligt, og jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes at få mødet afviklet på en god måde – siger Torben Hansen.

Byrådets møde i slutningen af marts blev aflyst og mødet er således det første, siden store dele af Danmark blev lukket ned. Der er derfor et stort antal sager på dagsordenen.

Se dagsordenen for mødet HER

Mødet begynder klokken 16.00 og du kan følge mødet på www.randers.dk/live

Kommentarer