Randers By

Byen til vandet vil løfte Randers kommune til nyt niveau

Arkivbillede

Siden projektet Byen til Vandet kom til som en vision i Randers Kommune for mere end fire år siden, har projektet udviklet sig hastigt. Næsten 100 mio. kroner er blevet prioriteret i det kommunale projekt. Sådan formulerer Venstres Gruppeformand og byrådsmedlem Christian Brøns det.

Han glæder sig over, at interesserede borgere og erhvervsliv er blevet inddraget og løbende vil blive inddraget i processen. Samtidig er udviklingsplanen for Byen til Vandet klar til at komme i udbud i 2019, med det formål at få den bedst mulige plan for projektet.

Christian Brøns, Gruppeformand og byrådsmedlem for Venstre i Randers.

– Desværre har flere byrådsmedlemmer følt sig kaldet til at kategorisere Byen til Vandet som et prestigeprojekt. Enten bygger denne påstand på manglende viden om Byen til Vandet eller et bevidst forsøg på at mislede offentligheden og vælgerne. Byen til Vandet bygger på tre elementer; klimasikring, infrastruktur og byudvikling, og det handler langt fra om prestige, mener Christian Brøns.

– For mig at se har det intet med prestige at gøre, at vi klimasikrer vores midtby. Vi ved, at klimaudfordringerne er reelle, at vandstanden kommer til at stige og de store nedbørsmængder bliver hyppigere. At sikre borgeres ejendomme i midtbyen har intet med prestige at gøre, men er tværtimod en måde at tackle klimaudfordringerne på.

– Samtidigt ved vi, at trafikken i midtbyen og på Randersbro sander til. Det er spild af tid for virksomhederne, som taber penge, når de holder i kø. Samtidigt er det tid, som Hr. og Fru. Jensen, i stedet kunne have brugt hjemme hos deres familier – i en travl hverdag. Bedre infrastruktur har intet med prestige at gøre, men er med til at sikre vækst i vores erhvervsliv og mindske spildtid for vores borgere.

Christian Brøns peger på, at Byen til Vandet vil biddrage til en spændende byudvikling, som vil give et løft med attraktive boliger og et spændende byliv, tæt ved den unikke placering ved Gudenåen.

– Byen til Vandet er langt fra at være et prestigeprojekt. Det er en måde, at håndtere konkrete problemstillinger på samtidigt med at vi løfter vores by og kommune til et nyt niveau, slutter Christian Brøns.

Kommentarer