Randers By

Bybusser i Randers står stille – uvist om der køres torsdag

Al by-bus drift i Randers er indstillet. Uvist om der køres torsdag.

Onsdag eftermiddag og aften er al by-bus drift indstillet efter at chaufførerne har kørt busserne i garagen og er gået til fagligt møde. Busserne kører tidligst igen torsdag morgen.

I selskabet Nobina, hvor chaufførerne er ansat ved man endnu ikke, hvorfor chaufførerne har indstillet arbejdet.

Leder af trafikservice hos Midttrafik, Martin Tams bekræfter, at man ikke har ekstra mandskab at sætte ind, og dermed er konsekvensen at by-bus drift er indstillet.

De blå regionalbusser kører som normalt, da det er andre selskaber, der står for driften af dem – dog kan der forekomme forsinkelser.

Ifølge Jens Laursen, der er transportgruppeformand hos 3F i Randers, har chaufførerne nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse med, at en tillidsmand har fået en skriftlig advarsel, og at to afløsere ikke er blevet fastansat som de ellers var blevet lovet.

Der er derfor ingen tidshorisont for, hvornår busserne kører igen. Som minimum kører de ikke resten af onsdagen. Ifølge Jens Laursen mødes chaufførerne igen torsdag kl. 7, og først efter det kan busserne komme på vejene.

Se Jens Laursen’s korte udtalelse her til TV2OJ:

Kommentarer