Debatindlæg af Bob Nicholson, uddannet anlægsgartner, Randers C

Kære Inger Støjberg. Jeg er englænder og bosatte mig i Danmark i 1979 og blev dansk gift i 1980. I december 2015 bestod jeg statsborgerskabsprøven, var til samtale med politiet samme måned, og min sag om ansøgning til dansk statsborgerskab blev åbnet i januar 2016.

I forbindelse med min ansøgning har jeg indsendt diverse uddannelses- og kursusbeviser, svendebrev som anlægsgartner, coachinguddannelse, korte ledelseskurser.

Jeg har også fortalt, at jeg har været aktiv i nærsamfundet. Jeg har været spejderleder, formand for et forsamlingshus, formand for en skolebestyrelse, formand for en ungdomsskolebestyrelse og ansat i en offentlig stilling i 12 år, hvor jeg var daglig leder for ca. 35 medarbejdere. Lige nu er jeg formand for en lille Lejerbo-afdeling i Randers.

Ifølge de medarbejdere, som har ringet til mig fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, er der kun én af disse oplysninger, som kan bruges, hvis jeg skal opnå dansk statsborgerskab: anlægsgartner-uddannelsen.

Svendebrev ikke nok

Desværre var svendebrevet ikke nok i sig selv. Jeg skulle også skaffe beviser for, at jeg rent faktisk havde deltaget i selve uddannelsens undervisningstimer og bestået de enkelte moduler.

Jeg fik et telefonopkald en onsdag ved middagstid og skulle sørge for, at kontoret havde både modulbeviserne og en skriftlig udtalelse fra min daværende arbejdsgiver i hænde senest mandag.

Da jeg blev færdiguddannet for ca. 20 år siden og for længst havde kasseret de enkelte modulbeviser, fik jeg travlt, da min sag ellers ville blive forsinket. Imod alle odds lykkedes det mig at få udtalelsen og en del beviser sendt af sted til tiden.

Næste telefonopkald kom et par måneder senere. Desværre var der ingen karakter på beviserne. Jeg forklarede flere gange, at når man får en uddannelse gennem AMU-systemet, er der kun karaktergivning ved selve prøven, og den havde jeg bestået. Hun ville så arbejde videre med sagen, men var meget i tvivl.

Så gik tiden, og en dag kom mit tredje opkald fra en tredje medarbejder. Problemet ved karaktererne var tilsyneladende uløseligt. Jeg fortalte, at jeg nu var gået på efterløn, så mine karakterer fra dengang var fuldstændig uden betydning. Hun var ikke overbevist, og jeg har ikke hørt mere siden.

Min konklusion: Enten er de ansatte i Udlændinge- og Integrationsministeriet ”idioter”, eller også har de en ledelse, som vil have dem til at agere sådan. Jeg tror på det sidste.

I teorien er de ansatte sat til at administrere den relevante lovgivning. I virkeligheden, Inger Støjberg, bruger du dem nok til at praktisere janteloven.

Hvad mere skal jeg gøre for at være integreret og selvforsørgende?
Skal jeg være statsminister for at have garanteret underbukser nok til resten af livet?