Erhverv

Bedre hjælp til selvstændige på barsel

Selvstændige kunne fra årskiftet sikre sig økonomisk sikkerhed under barsel.

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der sikrer selvstændige større økonomisk sikkerhed under barsel. Det trådte i kraft ved årsskiftet.

Fra den 1. januar i år kunne selvstændige gå på barsel med langt større økonomisk tryghed. I slutningen af december vedtog Folketinget, at selvstændige vil blive omfattet af Barsel.dk på samme vilkår som de private arbejdsgivere.

Dermed kan de få kompensation, når de er på barsel til f.eks. at dække faste udgifter i virksomheden under orloven. Beløbet bliver beregnet ud fra, hvor meget den enkelte selvstændige tjener og er betinget af, at den selvstændige har ret til barselsdagpenge.

– Det glæder mig, at vi nu styrker vilkårene for selvstændige under deres barselsorlov. Jeg tror, at det fremover vil give større tryghed, så flere kvinder vover at tage springet ud i det at være selvstændig. I det danske samfund skal der reelt være lige muligheder for mænd og kvinder, men selv om vi er kommet langt med ligestillingen på arbejdsmarkedet, så har lovgivningen på dette område i lang tid været med til at give en skævhed. Nu tager vi et skridt i den rigtige retning, sagde beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard.

Barsel.dk er en fælles udligningsordning, som alle private arbejdsgivere indbetaler til, hvis ikke de er med i en overenskomstfastsat udligningsordning. Arbejdsgiverne kan via ordningen få refusion til at dække lønudgifterne til medarbejdere på barsel.

De selvstændige skal først indbetale til ordningen fra oktober 2021, når årsopgørelserne for 2020 ligger klar. Men retten til kompensation får de selvstændige allerede fra 1. januar 2021. Af tekniske årsager vil de første måneders kompensation dog først kunne blive udbetalt i april 2021. 

Kommentarer