Fårup

Bæredygtigt pap kan erstatte træ i betonindustrien

Brian Knudsen, direktør i Fårup Betonindustri, står bag en ny bæredygtig løsning, som erstatter træudsparinger med let genbrugspap. Foto: Fårup Betonindustri.

Processen til en grøn omstilling i en virksomhed kan afføde mange gode idéer. Det ved Brian Knudsen fra Fårup Betonindustri, hvis bæredygtige løsning af pap kan erstatte brugen af træudsparinger i betonindustrien.

Cardcret er en ny udsparingsløsning af pap til betonindustrien, som kan erstatte brugen af træ, der smides ud efter brug. Foto: Fårup Betonindustri.

Det er god latin som virksomhed at gøre brug af bæredygtige tiltag, der gavner miljøet. Det er dog nemmere sagt end gjort i betonindustrien, hvor det kræver en kreativ tankegang at gøre en forskel. Det erfarede Brian Knudsen, som har skabt en miljøvenlig udsparingsløsning af pap, der minimerer CO2-aftrykket og affaldsmængden i industrien.

– Jeg har længe overvejet, hvad vi kunne gøre for at være mere miljøvenlige. Så en dag tænkte jeg over, hvor meget træ, vi benytter os af til udsparinger, og som kasseres efter brug. Det gav mig idéen til at prøve at benytte pap i stedet. Flere sagde, at pappet ikke kunne benyttes til betonstøbning, men det skulle ikke forhindre mig fra at prøve. Det har vist sig at være en god løsning, fortæller Brian Knudsen, der er direktør hos Fårup Betonindustri.

Brians patenterede løsning, kaldet Cardcret, består i at erstatte de normale træudsparinger til støbning af betonelementer, med udsparinger af 16 millimeter tykt FSC-certificeret cellepap, der forberedes og skæres ud af en CAD-styret CNC-maskine, hvorefter det nemt samles, benyttes og genbruges. Hvor træudsparinger typisk brændes efter brug, kan pappet bringes til en genbrugsstation, hvor det indgår i en ny livscyklus.

Cardcret papudsparingerne samles let og vejer væsentligt mindre end alternativet af træ. Foto: Fårup Betonindustri.

Fra modstand til begejstring

Efter at have afprøvet forskellige løsninger, var Brian Knudsen parat til at teste konceptet i praksis på fabrikken i Fårup. Der var dog først en vis skepsis fra de ansatte, som så den nye løsning som en påtvunget ændring i deres velkendte arbejdsmetoder. De ændrede dog hurtigt mening.

– Der hvor papudsparingerne adskiller sig væsentligt er, at de kun vejer 20 procent af de tilsvarende udsparinger af træ og er meget brugervenlige at håndtere og samle. Det giver et langt bedre arbejdsmiljø med færre tunge løft, færre rygskader og derved også færre sygedage for vores ansatte i det daglige arbejde, forklarer Brian Knudsen, som tilføjer:

– Vores ansatte opdagede, at skiftet til pap gør hele processen nemmere og lettere og frigiver tid til andre opgaver. Samtidig har jeg kunnet mærke, at der er en anden stolthed over arbejdet, når vi faktisk gør det på en bæredygtig måde. De er gået fra at være skeptiske til at være løsningens største fortalere.

Bred interesse fra resten af branchen

Den nye løsning har tiltrukket sig opmærksomhed i branchen, hvor rygtet om det nye alternativ til træ allerede er spredt.

Efter brug fjernes papudsparingerne og kan indgå i en ny livscyklus. Foto: Fårup Betonindustri.

– Pap kommer nok ikke til fuldstændigt at erstatte træ i betonbranchen, men det er et skridt i den rigtige retning. Cardcret har været på markedet i cirka et halvt år, og baseret på de mange henvendelser og besøg vi allerede har fået, tyder det på, at der her er en løsning med fremtid i, siger Brian Knudsen til slut.

Om Cardcret

  • Danskudviklet og patenteret system til fremstilling af udsparinger i pap
  • Udviklet med det formål at automatisere produktionsprocessen samt at reducere affaldsmængden fra betonelementproduktion
  • Udsparingerne udskæres på fabrikken og fastholdes med magneter ved brug
  • Består af 80 procent genbrugspap, såkaldt Re-board, der er det mest miljøvenlige materiale af sin art
  • Vejer kun 20 procent af tilsvarende udsparinger af træ
  • Udsparingerne kan indgå i nyt pap efter brug.

Kommentarer