Virring

Arkitekturprisen 2017 gik til Virring Skole

Virring Skole er en af de seks vindere af årets arkitekturpris i Skanderborg Kommune. Mere end 100 personer deltog i fejringen af vinderne af Arkitekturprisen 2017, som fandt sted på Vestermølle i Skanderborg forleden.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen gav oplæg om ”Byer, bosætning og bymidter i fremtiden” med udgangspunkt i Skanderborg Kommune, mens de mange gæster spiste æbleskiver og drak glögg,

Herefter blev vinderne af Arkitekturprisen 2017 afsløret. Og det blev:

  • Dynaudio i Skanderborg
  • Svaneparken i Galten
  • Virring Skoles nye indgangsparti
  • Haardalen 59, Ry
  • Låsby Søpark
  • Okkerhytten på Vestermølle

– Stort tillykke til vinderne, som står bag nogle gennemtænkte og flotte projekter. Arkitekturprisen handler om at sætte fokus på arkitektur og inspirere til nye løsninger – ikke mindst på parcelhusene, som mange af os bor i – og det lader til, at mange er optaget af god arkitektur. Vi har i hvert fald oplevet en rigtig stor interesse for de arkitektur-foredrag, vi har arrangeret, sagde Claus Leick (SF), formand for dommerkomiteen ved årets arkitekturpris.

Dommernes ord om Virring skole:

“Fra kedeligt venteområde til et aktivt, sjovt og inspirerende sted. Fra mørkt til lyst, fra passivt til aktivt, fra ensomt til samlende”.

“Så meget kan arkitektur gøre ved et sted, og det viser om noget, at man med den rette arkitektur og
med den rette idé, og stort engagement kan forvandle et sted, hvor før og efter er afgørende
forskelligt”.

“Et lille projekt med stor betydning. Og det fortjener om noget en arkitekturpris”.

Kommentarer