Randers By

Anders Buhl: Det er ikke noget, vi finder på for at straffe plejefamilierne

Anders Buhl-Christensen (V) er formand for Børn og Skoleudvalget samt medlem af Økonomiudvalget i Randers Kommune

Byrådsmedlem Anders Buhl Christensen (v) har ikke stor forståelse for, at Styregruppen for Plejefamilier har inviteret oppositionspartierne i Randers Byråd til Stormøde den 2. februar.  

De berørte plejefamilier, der kan forvente lønnedgang i Randers Kommune, føler sig ikke hørt i processen, og mener at Randers Kommune skærer i deres vederlag uden at tage hensyn til deres argumenter.

Derfor har Styregruppen for Plejefamilier droppet dialogen med Randers Kommune og inviteret til Stormøde, hvor TV2 Østjylland og politikere fra alle byrådspartier er inviteret – undtagen Dansk Folkeparti og Venstre.

Se her: Plejefamilierne inviterer oppositionen til stormøde

Anders Buhl-Christensen, der er byrådsmedlem for Venstre og som har ført dialogen med plejefamilierne på vegne af flertallet i Randers Byråd, forstår ikke Styregruppens beslutning.

– Hvis de ønsker at drive politik i stedet for at forholde sig til virkeligheden, så kan jeg ikke gøre så meget ved det. Og hvis Henning Nyhuus og de andre politikere mener, at plejefamilierne skal have mere løn end de er berettiget til, så må de om det, siger han.

Dokumentation

Venstre-manden oplyser, at der til det kommende møde i  økonomiudvalget vil blive lagt sager frem, der dokumenterer, hvordan vederlagene for plejefamilier er for høje. Det handler om lukkede sager, der involverer sårbare børn, som derfor ikke kan diskuteres i offentligheden.

– Plejefamilierne gør et kæmpe stykke arbejde, men det er kendt, at vi længe har haft underskud i Familieafdelingen, fordi budgetterne ikke er overholdt – blandt andet fordi plejefamiliernes vederlag var for høje, siger han.

Afbud vækker undren

Anders Buhl-Christensen undrer sig i øvrig over, hvorfor Styregruppen for Plejefamilier pludselig ønsker at drive politik på et tidspunkt, hvor dialogen med Randers Kommune er i fuld gang. Han forstår heller ikke Henning Nyhuus Jensen (S) kritik af, at der ikke er taget hensyn til plejefamiliernes argumenter.

Se her: Henning Jensen Nyhuus: Det hele virker besluttet på forhånd

– Vi var jo netop i gang med en samtalerunde med de enkelte plejefamilier og havde aftalt et opsamlende møde torsdag, før det pludselig blev meldt ud, at man ikke længere ønskede at deltage, siger han.

Han ønsker at understrege, at der har været en grundig gennemgang af de enkelte plejefamilier og at forvaltningen arbejder ud fra gældende regler på området.

– Det her er ikke noget, som vi har fundet på for at straffe plejefamilierne, slutter han.

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her 

Kommentarer