Tvede

Aflastningshjemmet Fantasia i Tvede lukker

Efter syv år lukker Fonden Valdemarhus aflastningstilbuddet Fantasia i Tvede. For få visitationer lyder forklaringen. Foto: Egon Thomsen

Med virkning fra 1. april i år lukker institutionen Fantasia i Tvede. Det er manglende tilgang af unge mennesker, som har resulteret i lukningen.

Efter syv år er det slut – 31. marts lukkes og slukkes der for sidste gang på aflastningshjemmet, Fantasia, som er navngivet efter disneytegnefilmen fra 1940. Randers Netavis slog vejen forbi for at høre hvorfor.

– Når ikke vi kan sælge produktet, så lukker man. Så enkelt er det, siger afdelingschef Dennis Bilici Sørensen, som ikke tør gisne om, hvorfor Randers Kommune ikke mere visiterer børn til Fantasia.

Der har været mindre efterspørgsel på aflastning, og derfor har Fonden Valdemarhus, som har drevet Fantasia, konstateret, at med det grundlag som eksisterer i øjeblikket, kan der ikke drives virksomhed.

– Derfor vælger vi at koncentrere os om vores kerneopgaver, som er Valdemarhus, og de tilbud, der foreligger her, forklarer han.

Fantasia har været et aflastningssted med tilbud for børn, som for eksempel har haft forskellige sociale vanskeligheder, ADHD eller autisme. Målgruppen har fortrinsvist været børn i alderen 6 – 18 år, og været borgere, som skal have hjælp til at klare sig i egen bolig.

Der har været et skiftende antal medarbejdere tilknyttet herunder vikarer. Antallet af ansatte har altid været bestemt af antallet af børn, som har været på Fantasia.

Når der har været flest børn, har der været omkring 30 børn tilknyttet, mens institutionen har haft 10 døgnpladser, og det er primært Randers Kommune eller nabokommunerne, som har visiteret børn til institutionen.

Forstander for Fonden Valdemarhus, Per Bilici Sørensen siger, at man på Fantasia har været glade for at være i Tvede.

“Desværre har Randers kommune valgt, at tilbyde unge til aflastning i deres eget tilbud i Mellerup, således at det ikke er rentabelt, at fortsætte driften af Fantasia. Tilsyneladende, så vælger kommunen udelukkende at satse på Egehøj i Randers og Skolehjemmet i Mellerup”, skriver Per Bilici Sørensen i et opslag på Facebook.

Fantasia er lejere af bygningerne i Tvede, som ejes af John Drejer i Randers. Det er stadig uvist hvad bygningerne i fremtiden skal bruges til.

Kommentarer