Debat og politik

Afgørelse i Randers giver politikere blod på tanden i Slagelse

Situationen i Slagelse kan ikke sammenlignes med Randers-sagen, mener Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen (S)

Efter torsdagens dom ved Retten i Randers, hvor tre lokale byrådspolitikere fik medhold i, at en omkonstituering i 2015 var ugyldig, har tre oppositionspartier i Slagelse, netop på grundlag af dommen i Randers, besluttet at gå rettens vej i en lignende sag.

I Slagelse minder sagen meget om det, der skete i Randers i 2015. Men til forskel for Randers sagen, som først blev afgjort efter kommunalvalget, kan en retssag i Slagelse få konsekvenser for et siddende byråd.

Lokale Slagelse-politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre mistede i sidste uge alle deres formandsposter i udvalgene i Slagelse. Det skete, da flertallet i Slagelse byråd efter flere måneders stridigheder valgte at ændre styrelsesvedtægten, så oppositionspartierne mistede formandsposterne.

Nu vil oppositionspartierne i Slagelse have deres sag for retten, på baggrund af dommen i Randers.

– Man kan godt ændre en styrelsesvedtægt, men man kan ikke gøre det på grund af politisk udrensning, udtaler Venstres gruppeformand i Slagelse, Knud Vincent.

– Jeg er rigtig ked af, at borgmesteren ikke tog imod en fremstrakt hånd. Han er borgmester for de 30 øvrige byrådsmedlemmer og de 80.000 borgere i Slagelse. Men han vurderer ikke, at dommen i Randers har nogen betydning, og derfor har vi kun én vej at gå nu, og det er den juridiske vej, slutter Knud Vincent.

Den socialdemokratiske Slagelse-borgmester John Dyrby Paulsen tager imidlertid Randers-domme med sindsro.

– Situationen kan ikke sammenlignes med Slagelse, udtaler han til Altinget.dk.

Ifølge en udtalelse til samme medie begrunder han det med, at man ved omlægningen af udvalgsstrukturen i Slagelse ikke har bundet ændringerne op på en konkret politisk sag.

– I Randers kan jeg forstå, at dommen er hængt op på, at der er et erhvervsområde, der skal ændres, hvor de tre personer, det går ud over, var uenige i det, som det øvrige flertal ville. Det gennemførte man så efterfølgende, og det har vi jo ikke haft i Slagelse, siger John Dyrby Paulsen til Altinget.dk.

Kommentarer