Kultur

Afgang og ankomst – på vej?

Ole Riber Christensen udstiller for første gang et udvalg af sine akvareller.

Han er bosat i Frederikshavn, men født i Randers i 1948, så der er tale om en sen debut. Ole Riber Christensen har tegnet og malet det meste af sit liv både i olie, pastel og akvarel; men det er først, efter at han lod sig pensionere som gymnasielærer som 70-årig, at han for alvor har kastet sig over maleriet og specielt de udfordringer, som akvarelteknikken giver.

Ole Riber Christensen maler i store formater. Motiverne finder han i landskabet, især i Kandestederne og i Norge; men lige så ofte er det et fotografi, der er inspirationskilde. Hans forbilleder er blandt andre så store navne som Edvard Munch, Van Gogh og Anselm Kiefer.

Når udstillingen hedder ”Departure-Arrival”, afspejler det, at flere motiver viser mennesker i et storbyrum eller alene og omgivet af en barsk natur. Hvor er de på vej hen? Måske er de fanget mellem afgang og ankomst? Mange af disse motiver er dystre og viser et verdenstab, en bevidsthed om afsked og død. Andre motiver er præget af glæden ved at ankomme, at konfrontere sig med verden i form af en storladen natur, det være sig Råbjerg Mile eller det norske fjeld. Der zoomes også ind på en detalje i den omgivende natur f.eks. et birketræ eller et vandhul, og der føles en tilstedeværelse, der giver resonans.

Billederne bærer præg af den stemthed, de er malet ud fra, og således indgår det ydre og det indre et ekspressivt samspil.
Udstillingen viser en stor motivisk spændvidde og repræsenterer værker, der er malet i perioden 2017 frem til i dag.

Der er fernisering på lørdag d. 3. oktober fra kl. 14 til 16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken 19, Mellerup, 8930 Randers NØ.
Desværre er det coronatid, hvilket betyder, at kun medlemmer af Nørhald Kunstforening er inviterede.

Arealkrav og afstandskrav betyder, at der kun kan være 15 personer til stede ad gangen. Kom derfor gerne i ”forskudt tid”.
Udstillingen kan ikke beses efterfølgende pga. skolens corona-regler, men billederne vises på hjemmesiden:

http://www.noerhaldkunstforening.dk/

Kommentarer