Fårup

Ældre Sagen i Randers – En menneskeret at dufte maden, mens den laves

På Facebook diskuterer politikerne, om de skal til at spise ældremad på byrådsmøderne. På ældrecenteret i Fårup spiser de meget godt, mens Ældre Sagen mener, at det bør være en menneskeret at lugte til maden, mens den laves. 

“Når det er godt nok til de ældre, er det også godt nok til mig. Jeg håber, at mine byrådskolleger har det på samme måde !,” skriver Kasper Fuhr på sin Facebookprofil.

Randrusianerne diskuterer i øjeblikket på Facebook, hvorvidt de i byrådet skal smage den samme mad, som de ældre får tilsendt ude i kommunen. Nogle mener, at Velfærdslistens forslag er et frisk pust i debatten, mens andre mener, at det er populisme af værste skuffe.

Læs også her: Debat: Skal politikerne i Randers spise det samme mad som de ældre ?

Randers Netavis har kontaktet Fårup Ældrecenter og Ældre Sagen for at høre, hvad de ældre faktisk mener om den mad, der bliver serveret fra kommunen.

Invitere gerne politikerne på besøg 

Maria Hansen er Social – og Sundhedsassistent på Fårup Ældrecenter. Hvis det stod til hende, så inviterer hun gerne politikerne på middagsmad, så de kan smage deres egen medicin. Og det kunne måske gå hen og blive en stor smagsoplevelse:

– Vi har en køkkendame herude, der anretter maden og gør det pænt, så de ældre får ikke bare serveret maden i plastikbakker. Der er selvfølgelig altid forskellige holdninger til mad, men overordnet spiser de ældre meget godt herude, siger hun.

En undersøgelse fra 2014 viser, at 95 procent af brugerne var tilfredse med den mad, som de fik serveret fra Madservice Kronjylland.

– Men jeg mener da personligt, at det er noget andet for de ældre, der får tilsendt maden til egen bolig. De ældre klager jo sjældent, men deres mad kunne politikerne godt smage, fordi den smager altså slet ikke på  samme måde, som når den er frisk.

En menneskeret at lugte maden, mens den laves 

Frida Petersen, der er næstformand for Ældre Sagen i Randers-Nørhald-Langå, ønsker ikke at blande sig i, hvorvidt politikere bør spise den samme mad som de ældre, men siger mere generelt:

– På både kort og lang sigt bør køkkenerne vende tilbage til ældrecentrene, og det arbejder man på mange steder i landet. Det bør være en menneskeret at dufte maden blive lavet, når man som ældre ikke har den samme appetit, som man havde før, siger hun.

Frida Petersen henviser til “Fremtidens Plejehjem” på Rindsvej, hvor 60 nye plejeboliger til 108 milllioner kroner og tilhørende servicearealer opføres med henblik på at erstatte plejecentrene; Gudenåcentret og Dragonparken.

– Så vidt jeg ved, så er der ikke etableret blevet et fuldt køkken i Fremtidens Plejehjem, og det kunne da være en begyndelse.

Kommentarer