Randers By

Åbent atelier i kunstnermiljøet Jernbanegade 12B

Atelier 12B slår dørene op og er klar til at modtage gæster i Randers Ugen hvor rigtig mange gæster plejer at kigge ind. Pressefoto

Traditionen tro slår Atelier 12B i Jernbanegade dørene op fra lørdag til lørdag i Randers Ugen. Her kan man opleve 11 kreative kunstneres værker og møde nogle af kunstnerne.

Den første åbningsdag er lørdag den 11. august, hvor der bydes velkommen med levende musik, der er kaffe på kanden og der bydes på en lille forfriskning.

Kunstnerne har et kreativt arbejdsfællesskab i Atelier 12B, som har til huse på 2. sal på adressen Jernbanegade 12B. Et fællesskab, der nu har varet i mere end 15 år.  De mange kunstnere udtrykker sig forskelligt.  Malerier der breder sig over abstrakte indtryk fra naturen, farverige symfonier og impulsive følelser til fantasier, tegninger, Artmoney, og smukke ting i keramik udført både i stentøj og RAKU. Kunsten trives. Her findes mange forskellige stilarter og arbejdsmetoder, som netop er med til at skabe en god dynamik og gensidig inspiration.

En af de 11 kunstnere, Gloria, er igang med et af sine store malerier. Pressefoto

Udstillinger i ind- og udland

De 11 kunstnere er Anna Margrethe Beck, Birte Nielsen, Kirsten Fredslund Jæger, Gerda Pedersen, Helle Sandberg, Laila Hjorth Fournais Clausen, Michelle Marhauer Pedersen, Tania Lehmkuhl Kristensen, Gloria Jensen, Grethe Nygaard og Anders Friis Dahl.

Udover værkstedsfællesskabet er kunstnerne hver for sig aktive med udstillinger forskellige steder i ind- og udland.  

Alle er velkomne til at kigge ind i Atelier 12B og opleve et ægte kunstnermiljø i Randers Ugen fra lørdag den 11. august til og med lørdag den 18. august. Hver dag fra 11 – 16.

Atelier 12B er beliggende 5 minutters gang fra centrum, regional- og lokalbusserne går lige til døren, og der er gratis parkering lige overfor.

Læs mere i programmet for Randers Ugen her og læs mere om Atelier 12B på deres hjemmeside.

Kommentarer