Fussingø

35 års jubilæum hos Fussingø Fysioterapi

Indehaver Anne-Marie Nielsen (tv) kan fejre 35 års jubilæum med Fussingø Fysioterapi, mens Anne Hansen (th) kan fejre 5 års ansættelse på klinikken.

Fussingø Fysioterapi kan den 17. maj i år fejre 35 års jubilæum. Klinikken ejes af fysioterapeut Anne-Marie Nielsen, der i 1982 startede klinikken som eneste fysioterapeut. Herefter er det gået stille og roligt fremad, således, at der nu er i alt 7 fysioterapeuter, der arbejder på klinikken.

Klinikken er blevet udvidet og der er blevet bygget til i flere tempi i det gamle forsamlingshus i Over Fussing, hvor klinikken er beliggende.

Anne-Marie Nielsen har 41 års erfaring inden for fysioterapien og arbejder stadig aktivt som fysioterapeut og med videreudvikling af klinikken. For et års tid siden valgte Anne-Marie Nielsen selv at arbejde uden for sygesikringen for at give plads til yngre fysioterapeuter på klinikken. Dette indebærer, at der ikke gives tilskud fra sygesikringen til den behandling, hun yder, men der gives dog stadigvæk tilskud fra sygeforsikringen “danmark”. Der kræves så til gengæld ikke henvisning fra lægen for at få behandling.

Der sker hele tiden nyt på klinikken. Udover den fagligt kompetente behandling kører en masse hold, f. eks. udnytter man naturen i området med naturhold og skov- fitness. På gode sommerdage trækker holdene ud i haven omkring klinikken.

De seneste tiltag er GLA:D hold, bassintræningshold i Randers Water and Wellness og hjertehold i samarbejde med Randers Sundhedscenter. Desuden kører mange andre hold, som f.eks. rygtræningshold, pilateshold, balancehold, morbus Bechterew hold. Klinikken er fokusklinik for morbus Bectherew-patienter.

Det har ikke været noget problem, at klinikken ligger i “udkantsdanmark”. Patienter og holddeltagere kommer fra et bredt geografisk område, dog kommer ca. 3/4 af patienterne fra Randers. Der er gode parkeringsforhold lige uden for klinikken.

Næsten samtidig med Fussingø Fysioterapis 35 års jubilæum markeres fysioterapeut Anne Hansens 5-års jubilæum på klinikken. Anne Hansen er et kæmpe aktiv for klinikken. Hun er en meget dygtig og afholdt fysioterapeut, som udover sine faglige kompetencer i behandlingssammenhæng, er en kompetent og engageret instruktør på morbus Bechtherew hold, naturhold, pilateshold og hensyntagende vederlagsfri hold.

Begivenheden markeres på dagen den 17. maj med forkælelse af fremmødte patienter og personale.

Kommentarer