Samfund

Der skal strammes op på reglerne om avl og salg af hunde

Efter sagen om de mange vanrøgtede hunde i Gjerlev, vil Dyrenes Beskyttelse nu have strammet op på reglerne. Arkivfoto

I kølvandet på sagen om de mange vanrøgtede hunde i Gjerlev fremsætter Dyrenes Beskyttelse nu forslag til initiativer, som skal stramme op på reglerne omkring avl og salg af hunde i Danmark. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt fredag.

I løbet af de seneste tre måneder har Dyrenes Beskyttelse oplevet tre store dyreværnssager, som tilsammen omhandler vanrøgt af mindst 113 hunde. Mange af disse var enten døde eller blev efterfølgende aflivet som følge af den længere tids vanrøgt. Dyrenes Beskyttelse frygter, at man kun har set toppen af isbjerget.

Læs også: UFATTELIGT: Næststørste hundesag i nyere tid

– Der kan potentielt findes mange flere ulovlige hundehold derude, som aldrig bliver opdaget, fordi de går under myndighedernes radar, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Hun fortsætter:

– Set i lyset af den seneste tids mange hundesager kan vi ikke bare fortsætte som om, at intet er hændt. Vi har som samfund et ansvar over for de mange dyr, som bliver vanrøgtet for profittens skyld. Derfor fremlægger vi i dag med vores hundepakke 9 forslag til initiativer, som vi mener, er nødvendige for at komme problemet med den ulovlige hundehandel til livs, siger Britta Riis.

Lovpligtig registrering ved al salg af hunde

Blandt de 9 forslag er et krav om registrering af al salg af hunde, uanset om det er private eller erhvervsmæssige hundehold.

– Den eneste måde at komme problemet med de usynlige hvalpefabrikker til livs er ved at tvinge det frem i det åbne. Og det kan kun gøres, hvis det bliver ulovligt at sælge hunde uden at være registreret som sælger, siger Britta Riis.

Læs også: Hunde-ejer risikerer 2 års fængsel

Dyrenes Beskyttelse foreslår et online register, hvor man som sælger opretter sig via sit NemID og tilføjer ID fra Dansk Hunderegister på hunden, som man ønsker at sælge. Dette afføder et unikt nummer, som sælger skal oplyse i forbindelse med et salg. Den potentielle køber får derved også mulighed for at kontrollere via det åbne register, om hundesælgeren har rent mel i posen.

– Kun med et register over al salg og sælgere får myndighederne et overblik over, hvem der avler mange hunde og får mulighed for at følge op med kontrol af forholdene. Køberen får desuden tryghed ved, at man ikke støtter en hvalpefabrik, siger Britta Riis.

Læs ogsåUacceptabel sagsbehandlingstid i vanrøgtsager

Modellen om registrering af hundesælgeren er inspireret af et lignende tiltag, som blev indført i Frankrig i 2016.

Dyrenes Beskyttelses hundepakke indeholder desuden forslag om at styrke Fødevarestyrelsens og politiets kontrolmuligheder, samt nedbringe den lange sagsbehandlingstid for dyreværnssager.

9 initiativer i hundepakken

1: Gør registrering lovpligtig ved salg af hunde
2: Gør al salg uden registrering ulovlig
3: Etabler åbent register over hundehold
4: Gør det attraktivt at få hundehold godkendt
5: Bedre kontrol af erhvervsmæssige hundehold
6: Styrk Fødevarestyrelsens indsats
7: Styrk politiets indsats
8: Forkort sagsbehandlingstiden
9: Udnyt den eksisterende strafferamme

Kommentarer