Fussingø

Efter års kritik: Nu bliver Fussingøvej hævet

Lokale borgere har i mange år været utilfredse med den ringe trafiksikkerhed på den oversvømmede Fussingøvej. Nu gør kommunen imidlertid noget ved sagen. Arkivfoto

I starten af det nye år går kommunen i gang med at hæve Fussingøvej. Men allerede fra i morgen tirsdag vil vejen været spærret af hensyn til trafiksikkerheden.

I den lokale ugeavis har man ad flere omgange skrevet om de usikre trafikale forhold ved det stykke af Fussingøvej, der går mellem søen og vådområdet ved Fussingø Slot. Vejstykket ligger meget lavt, hvorfor det ofte står under vand.

Efter flere henvendelser fra utilfredse borgere og opmærksomheden fra pressen besluttede Randers Kommune og Naturstyrelsen tilbage i starten af 2015 at sætte fokus på den oversvømmede Fussingøvej.

Erkendelsen dengang var, at forhøjet vandstand i Fussing Sø grundet klimaforandringerne, gjorde det umuligt at lede vandet væk.

Her næsten tre år efter har man besluttet at løse problemet ved at hæve vejen.

Et arbejde der sættes i gang i starten af det nye år, når ”vejret tillader det”.

Men allerede fra i morgen tirsdag 19. december bliver vejen spærret af. 2017 har været særligt regnfyldt år, og vejstykket står atter under vand.

– Vi er desværre nødt til at afspærre Fussingøvej af hensyn til trafiksikkerheden. Der er alt for stor risiko for at køre galt med så meget vand og fare for is på vejbanen, siger  Kjeld Kristensen, ingeniør ved Randers Kommunes tekniske forvaltning.

Så trafikanter, der benytter vejstrækningen, må ruste sig med tålmodighed. Til gengæld kan de langt om længe se frem til en farbar og sikker vej.

Kommentarer